White Island

Vi skulle egentlig have været i Gisborne, men vi fandt ud af, at vi så ville komme til at køre lige lovligt langt. Derfor afbestilte vi Gisborne og ombookede, så vi havde to nætter i Whakatane (wh udtales som f). Så kunne vi nemlig nå en tur til White Island (Whakaari)!

Hvad er White Island? Det er New Zealands mest aktive vulkan, som sidst var i udbrud i 2013. Den ligger 49 km uden for Whakatane, så den skal nås med helikopter eller med båd. Vi gjorde det sidste. Da det er en lang tur, og vejret er ret omskifteligt, får man besked i sidste øjeblik, om turen bliver til noget. Vi blev ringet op kl. 8, at vi skulle møde kl. 8:45, og at turen ville blive ret hård – om vi så stadig ville med. Det sagde vi ja til og slugte en søsygepille. Det skulle vi nok være glade for, for der var ret mange, der brækkede sig på turen derud.

Vi har aldrig oplevet noget så professionelt. Vi var 36 passagerer, og der var 5 besætningsmedlemmer til at tage sig af os: Kaptajnen og 4 hjælpere, der drønede rundt med tomme og fyldte brækposer og våde klude og hjalp søsyge passagerer rundt på båden. De spottede lynhurtigt, hvis folk var ved at blive dårlige, hvorefter de stille og venligt blev bugseret til en bedre plads eller en tur ud i det fri. Og hele tiden med et smil og en sjov bemærkning.

For os, der ikke var søsyge, var gyngeturen en oplevelse i sig selv (I kan se en lille video fra turen, når vi kommer hjem). Og det var storslået for alle at blive sat i en gummibåd og sat i land på en ø, som er en kæmpe undersøisk vulkan, som lige stikker sin top op over havet.

Udstyret med sikkerhedshjelm og gasmaske blev vi guidet rundt på vulkanen i gåsegang. Det var meget betagende, og kameraerne stod ikke meget stille. Vi så naturskabte sulfatskorstene, boblende mudderpøle og fik lov til at stå på kanten af krateret, hvor dampen hvæsede.

Vi sluttede rundturen ved en nedlagt sulfatmine, hvor selskaber af flere omgange havde udvundet sulfat ved at bryde sulfatholdig malm med hakke og skovl. Det må have været en hård tjans. De skulle efter sigende ikke have fået mén efter opholdet, men de måtte børste tænder 6 gange om dagen for ikke at få sorte tænder af den svovlholdige luft.

Turen hjem var mere rolig. Der var kun et par stykker, der brækkede sig – og nogle flere, der var ret blege. Vi var nogle af de eneste, der spiste de udleverede madpakker. Men alle havde haft en oplevelse for livet!