Med en enkelt overnatning sydpå i byen Balclutha (se post om wildlife) kom vi til den meget skotske by Dunedin. Her ligger Speight Brewery, det mest udbredte ølmærke i New Zeland. De leverede også velkomstøl til det motel, vi skulle tilbringe de næste 3 nætter. Efter et par uger med natur og meget turistorienterede byer føltes Dunedin som en ”rigtig” by med pubber, stort universitetsområde og trafik. Der manglede dog ikke noget til turisterne. Byen bød på en stor botanisk have, Chinese Garden, verdens stejleste gade Baldwyn Street, ”gamle” bygninger, en gammel jernbanestation, hvorfra man kan tage en togtur ind i landet, samt flere museer og gallerier. Vi besøgte Art Gallery, som var hurtigt overstået, og Toitu Otago Settlers Museum, hvor vi kunne have brugt mange flere timer. En meget spændende og levende udstilling, hvor man kom på en New Zealand tidsrejse, helt op til den digitale periode starter – faktisk en afdeling med gamle mainframes!
Mest fantastisk ved Dunedin er, at lige rundt om hjørnet ligger halvøen Otago, hvor man kan bade, vandre i bjerge, på strande og se albatrosser, sæler, søløver, guløjede og blå pingviner og på en god dag hvaler og delfiner. Her kan mennesket, der både elsker byens puls og naturens storhed, få det hele på (næsten) samme tid.
Vi nød vores dage her i Dunedin med en street burger i parken ved universitet, lækker morgenmad på økocafeen/købmanden, hvor udvalget var ubeskriveligt, og en pint i pubben sidst på eftermiddagen. Hver dag var vi også lige ude og nyde naturen på Otago halvøen med vandreture, badning ved siden af sovende søløver og tilkøb af de organiserede ture til det beskyttede Wildlife.
Fra Dunedin tog vi videre mod Christchurch. For ikke at køre alt for langt på én dag, indlagde vi et stop i Timaru (husk at lægge trykket på den tredjesidste stavelse). Hverken Timaru eller vores B&B var noget at råbe hurra for. Vi fik dog en fin modtagelse og nogle gode anbefalinger af, hvad man kunne se og lave. Så vi kiggede lidt på butikker, spiste kage på en café og helt ok aftensmad på en kinesisk restaurant.
Ved aftenstid gik vi på stranden, hvor der skulle være chance for at se blå pingviner. Vi var først lidt i tvivl om, hvor man kunne se dem, men til sidst fandt vi en mand med en gul vest på. Han var frivillig til at holde øje med, at folk opførte sig ordentligt over for pingvinerne! Da han hørte, vi kom fra Danmark, ville han rigtigt gerne snakke om EU og EU’s problemer med bl.a. de sydlige medlemslande. Han fik dog også fortalt, at han egentlig kom oppe fra Nelson, men han tog gerne herned for at se fodbold på en ordentlig internetforbindelse. Og så havde han meldt sig som frivillig, fordi det var hyggeligt at se pingvinerne og få sig en snak med folk.
Der var registreret 12 blå pingviner på stedet ved juletid. Vi fik set en god del af dem, og der kunne tydeligt høres unger fra deres skjul. Så der er en god chance for, at der er flere end 12 næste år.
På vejen fra Timaru til Christchurch, kom vi lidt tilfældigt til at tage en lille afstikker ned til Omaru – og det var kun, fordi der var et skilt, der stod pingviner på. Omaru viste sig dog at være et meget interessant sted, fyldt med store gamle bygninger, der nu huser gallerier, muséer og sjove specialbutikker. F.eks. et steampunk museum og en specialboghandel kun med adventure bøger – om bjergbestigning og opdagelsesrejser m.m. De havde f.eks. et eksemplar af Captain Cooks rejsebeskrivelse og et signeret eksemplar af Edmund Hillary’s selvbiografi (den første til at bestige Mount Everest).
Her kunne vi godt have tænkt os at have brugt lidt mere tid – måske have valgt Omaru til vores overnatning i stedet for Timaru. På den anden side var vi så gået glip af de blå pingviner.
