Som tidligere nævnt valgte vi at køre fra Christchurch til Kaikoura og tilbage til Christchurch (og hjem), fordi der var for langt at køre direkte sydfra til Kaikoura. Så vi har været her to gange to dage.
Selv hvis man slår op i de nyeste rejsebøger, står der ting om Christchurch, som vi ikke genkender. Der står, at der er så mange haver, at byen kaldes ”Town of Gardens”. Det er rigtigt i den forstand, at der er en stor og rigtig fin Botanisk Have, og rundt om ligger Hagley Park, hvilket tilsammen udgår den største have i nogen storby. Men derudover synes vi, det er meget småt med grønt inde midt i byen. Der står også, at det er den mest engelske af alle byer i New Zealand, og der står, at der er meget støj. At vi ikke genkender de sidste to ting, skyldes måske det, der totalt dominerer Christchurch: Efterveerne efter jordskælvet den 22. februar 2011, hvor 186 personer omkom.
Når man kommer ind i centrum, som stadig er Cathedral Square, bliver man slået af de mange byggepladser. I starten kan de være svært at skelne mellem bygninger, der er ved at blive revet ned, og bygninger, der er ved at blive opført eller restaureret. Følgerne af jordskælvet er meget dominerende og langt mere omfattende, end vi havde forestillet os.
Jordskælvet havde epicentrum i Lyttelton, som ligger 20 minutters kørsel sydpå. Lyttelton blev også hårdt ramt, men det er slet ikke så synligt i dag, som det er i Christchurch. Der er revet 4.000 bygninger ned, og der mangler stadig et par hundrede. Centrum med de store fine bygninger fra omkring århundredeskiftet (1900 altså) er næsten udraderet, så det meste af, hvad der ikke allerede er revet ned, venter på det.
Katedralen var byens centrum – såvel geografisk som i praksis. I husker måske billederne af kirketårnet, som var røget ned og stod ved siden af kirken. Kirken ejes af den anglikanske kirke og står umiddelbart ikke til at rede. De gik derfor i gang med at rive den ned, men det blev stoppet af borgerprotester. Så nu er der ingen, der ved, hvad der skal ske med den.
Så umiddelbart er centrum et trist syn. Mange bygninger er bare jævnet med jorden og erstattet med parkeringspladser. Andre er som nævnt ved at blive revet ned eller restaureret. Vores tanke var, at man bare burde skynde sig at fjerne alle de bygninger, der ikke er til at rede, lave en plan og lade private og offentlige initiativer om at genopbygge centrum. Men det er skaderne simpelthen for omfattende til. Der investeres 100 millioner NZD om ugen på byens genopbygning (gang med 5 for at få danske kroner). Det vil tage 10-20 år at blive færdige.
Man mærker en tristhed over byens historie, som er gået tabt i jordskælvet. Men man mærker også en energi og en holdning til, at de nok skal komme ovenpå igen. Der gik ikke længe, før butikker og restauranter genåbnede i containere. Og det område er der stadig. Her er souvenirbutikker, fancy tøjbutikker, design og tegnestuer. Og her er caféer, vinbarer og street food. Selv banker er der to af i containerbyen. Her er gallerier og museer, som stille og roligt genåbner. Og her er kunst og installationer, som både mindes ofrene, og det der var, og ser fremad.
Vi var på Canterbury Museum, hvor der er en fine udstillinger om de første mennesker i området, om det gamle Christchurch og en naturhistorisk samling, hvor vi fik en smule styr på, hvad det var for fugle, vi har set på turen. Og vi var på Art Centre mest med moderne kunst. Og vi var i de tre forstæder, Lyttelton, som er Christchurch’ industrihavn for bl.a. udskibning af træ, Sumner, hvor man kan bade, samt Akaroa der ligger fantastisk smukt omgivet af bjerge og er en fransk domineret sommerby med hoteller, caféer, restauranter og diverse tilbud om friluftaktiviteter.
Det bliver spændende at se, hvordan Christchurch udvikler sig. Mange store firmaer har etableret sig i forstæderne umiddelbart efter jordskælvet, og det tyder ikke på, at de vender tilbage (man taler om en donut effekt). Til gengæld spirer det med nye initiativer overalt. Så Christchurch kunne meget vel blive det nye kraftcenter for den bølge af økologi og bæredygtighed, vi har set så meget af i New Zealand. Vi glæder os til at se, hvad det er blevet til, næste gang vi kommer hertil.
