Vi vil godt starte dette indlæg med at takke for de mange søde kommentarer til vores blog. Vi startede egentlig med at lave den, i stedet for at sende postkort hjem til venner og familie, men det har også været sjovt at skrive den. Det er en god måde at få genbesøgt de mange nye indtryk, så vi har rigtigt hygget os, selv om det også er et stort arbejde.
Det med at blogge var helt nyt for os, så i starten brugte vi også meget tid på at lære WordPress at kende. Det har givet lidt fejl undervejs, som nogle af jer nok har bemærket. Først efter vi er kommet hjem, er vi blevet gjort opmærksom på, at to af vores indlæg ikke kunne læses. Når man klikkede på forsiden, røg man til et billedgalleri i stedet for blog indlægget. Det skulle være rettet nu, så hvis skulle have lyst til at læse om Queenstown (www.everloff.dk/queenstown-og-glenorchy/) eller om vores kanotur på Dart River (www.everloff.dk/jetboat-og-kanotur-pa-dart-river/), kan I gøre det nu.
Disclaimer: Nedenstående beskrivelse af New Zealands historie er nok både mangelfuldt, forsimplet og fyldt med fejl. Beskrivelsen er stykket sammen af den viden, vi har fået fra museumsbesøg, fra rejsebøgerne og fra de lokale, og så er den ydermere kommet en tur gennem vores filter og fordomme.
New Zealand er et nyt land i den forstand, at det først blev befolket for ca. 800 år siden. Det var Maorierne, der kom sejlende dertil fra et sted i Polynesien i deres kanoer (wakas).
Den første europæer, der opdagede New Zealand og gav det dets navn, var hollænderen Abel Tasman i 1642. Han gik dog aldrig i land, men tegnede nogle grove kort. I 1769 kom englænderen kaptajn James Cook. Han gik i land, og han tegnede gode kort, som har overlevet til vor tid. Med Cooks genopdagelse af New Zealand, kom der fokus på det nye land.
Decideret europæisk indvandring og bydannelse startede kort før 1840, men så gik det også stærkt. Der er i dag byer, som er stærkt præget af f.eks. Skotland (Dunedin) og Frankrig (Akaroa), men specielt englænderne kom i store mængder.
Maorierne var i den periode organiseret i stammer rundt om på begge øer, men specielt på Nordøen, som har et venligere klima og er lettere at komme rundt på. Disse stammer var ofte i krig med hinanden (det var en del af ”gamet”), og der var også kannibalisme involveret. Da europæerne ankom, blev de i fra starten budt velkommen. Maorierne ville gerne handle, og europæerne blev også brugt i de interne magtkampe. Bl.a. kom europæerne med moderne våben, som nemt kunne give overtaget i konflikterne mellem stammerne.
Europæerne kom imidlertid også med andet. De kom bl.a. med alkohol og med sygdomme, som gjorde et stort indhug i Maori befolkningen, og de kom efterhånden så mange, at det blev lidt overvældende. Man anslår, at der var ca. 100.000 Maorier i New Zealand omkring 1840. I løbet af de næste 20 år ankom der op imod 1 million europæere, da det rygtedes, at der var gode penge at tjene. Og de var ikke alle sammen guds bedste børn.
Mennesket er en underlig skabning. Vi ynder at opfatte os som rationelle væsner, men vi er i høj grad drevet af ren grådighed. Allerede Maorierne havde udryddet Moa’en, som var stor en strudseagtig fugl. Den var stor, kødfyldt og let at fange.
Da europæerne kom til New Zealand gik de straks i gang med at tømme landet for ressourcer. De gik først i gang med pelssælerne pga. af deres skind. Der opstod sælfangerkolonier i bl.a. Doubtful Sound. Så gik de i gang med hvalerne. Det eskalerede i midten af 1800-tallet med hvalstationer i bl.a. Auckland, Russells, Otago, Timaru og Kaikoura. I starten af 1900-tallet var det imidlertid slut, da man stort set havde udryddet bestandene af bl.a. blåhval, pukkelhval og kaskelot. Da bestandene så småt begyndte at vokse igen, prøvede man en gang til, men det var ikke rentabelt, så i 1964 satte New Zealand som et at de første store hvalfangerlande stop for kommerciel hvalfangst.
I slutningen af 1800-tallet gik man i gang med de op til 2000 år gamle og kæmpe Kauri træer. Kauri blev af Maorierne nærmest betragtet som helligt, men da de kan blive op til 60 meter høje og have en omkreds på op til 15 meter, var det en givtig forretning af få fældet dem i en fart. Store dele af Nordøen var dækket af Kauri skov, men i perioden fra 1870 til 1910 lykkedes det næsten helt at tømme landet for Kauri. Nu er der kun små områder med Kauri træer tilbage. Vi forstår godt, at de betragtes som hellige. Man bliver nærmest andægtig af at gå rundt mellem de kæmpestore træer. Det var klart et af højdepunkterne fra starten af vores tur. Der er en stor bevægelse af frivillige, der indsamler viden, oplyser og arbejder for at bevare de få tilbageblevne træer.
Vi har tidlige skrevet om, hvordan fuglelivet i New Zealand virkelig er truet. Der er næsten ingen grænser for, hvordan naturen tager skade af menneskets dumhed og grådighed. Vi skal åbenbart bare have mer og mer uden tanker for bæredygtighed og de næste generationer. Det burde være et mål for os alle sammen at efterlade en verden til vores efterkommere, der er bedre end den nuværende. Heldigvis er der også kræfter, der trækker i den rigtige retning…
Tilbage til europæerne og Maorierne.
Det er klart, at nybyggerne havde brug for land. Og land var der jo masser af. Udfordringen var bare, at Maorierne også var der, og de havde selvfølgelig bosat sig de bedste steder. Maorierne er organiseret i stammer, understammer og familier. Land ejedes af stammerne i fællesskab. Det vidste europæerne udmærket, men alligevel fik de nogle handler i stand med enkeltpersoner, som godt kunne bruge en skilling. Og så opstod balladen – også indbyrdes mellem Maorierne.
I 1840 lykkedes det at lave en fredsaftale mellem det engelske styre og majoriteten af Maori høvdingene. Aftalen gik ud på, at Maorier og europæer skulle leve i fred og deles om New Zealand – under den engelske Krone. For bl.a. at beskytte Maoriernes land blev der skrevet ind i aftalen, at Maorier kun kunne sælge land til Kronen, så der ikke længere kunne indgås lyssky aftaler mellem enkeltpersoner.
Alle var glade for aftalen, som betragtes som New Zealands grundlov og stadig fejres som national helligdag, Waitangi Day den 6. februar. Men der gik ikke længe, før aftalen blev brudt. Der var oversættelsesfejl, i den engelske version havde den engelske krone suverænitet, og i Maori udgaven var der tale om beskyttelse af Maorierne og deres ret til land. Nybyggerne havde brug for land, så Maorierne blev presset ud. Maorierne lod dog ikke bare stå til, så det kom snart til voldelige sammenstød.
Specielt på Nordøen kom det til slag. Nybyggerne tilkaldte militær hjælp fra bl.a. Australien, så det var en ulige kamp, selv om europæerne også led svære tab. Kampene og den overlegne styrke førte til yderligere overgreb på Maoriernes rettigheder og også til radikalisering blandt visse Maorier. For at gøre en lang historie kort resulterede det i 1860’erne i mere eller mindre krigslignende tilstande. Det endte med, at Kronen i 1863 konfiskerede store landområder (svarende til 16.000 m2) fra Maorierne som straf for deres ”oprør”.
De røde områder viser Maoriernes land på Nordøen i hhv. 1860 og 1939
De røde områder viser Maoriernes land på Sydøen i hhv. 1846 og 1860
Maoriernes opfattelse var dog, at de primært havde protesteret fredeligt mod brud på 1840 aftalen, og at nybyggerne havde benyttet lejligheden og overmagten til at optrappe konflikten med radikale grupper af Maorier til at berige sig.
I de senere år har der kørt en del retssager, hvor Maorierne har forsøgt at få kompensation for de uretmæssige konfiskationer, og i 2013 blev der nedsat en speciel domstol til at tage et opgør med tidligere tiders overgreb – the Waitangi Tribunal. Det har resulteret i, at Maorierne har fået store landområder retur og store erstatninger. Planen er, at alle klagemål skal være behandlet senest i 2020.
Det er en svær tid, fordi store dele af New Zealands historie skal skrives om. Fra at europæerne var nødt til at beskytte sig mod de onde Maorier, skal man nu erkende, at der er begået store overgreb, uretmæssige konfiskationer af land, fængslinger og deportationer uden rettergang og endda massakrer på civile. Konflikten, som for nylig blev kald ”The Maori Wars”, kaldes nu ”New Zealand Wars”.
Gravsten i New Plymouth
Killed by hostile Maoris
Gravsten i New Plymouth
Cruelly murdered by the rebel Maoris
Hvis I har fået lyst til at læse mere, kan I starte her: en.wikipedia.org/wiki/New_Zealand_Wars
Maori kultur er midt i en opblomstring. Stammer og familietraditioner holdes i hævd. Der er mange blandede ægteskaber, og der er meget almindeligt, at man f.eks. fejrer fødselsdage på både europæisk og Maori vis i disse familier. Maorier har erstattet stammekrige med mere fredelige sportslige dyster, deres sprog benyttes aktivt, og i de fleste byer står deres rituelle forsamlingshuse (wharerunanga). Træskærerkunst er en vigtig del af kulturen med sit indhold af mystik og historie.
Man kan synes, at landet er meget turistet. Mange aktiviteter kan kun opleves på guidede ture. Det er der imidlertid gode grunde til. På den måde kan man kombinere hensynet til naturen og samtidig give mange mulighed for at nyde den. Betalingen går selvfølgelig til aflønning af personale og til drift af både og busser m.v. Men betalingen går også til vedligeholdelse af anlæg og stisystemer m.v. Og til bevaring og beskyttelse af områderne – f.eks. til bekæmpelse af invasive planter og dyr.
Maorierne har påtaget sig en rolle om landets og naturens vogter. Men de kombinerer det også med økonomiske hensyn. F.eks. ejes Franz Joseph Glacier Guides, der arrangerer ture til og på Franz Joseph gletcheren, og Dart River Jet, som arrangerer ture på Dart River ved Queenstown, af Maori stammer. Overskuddet herfra går til fremme af lokal Maori kultur. Det samme gør Te Puia, den termiske park i Rotorua på Nordøen. Te Puia er samtidig et Maori kulturcenter, hvor der uddannes træskærere og vævere for at holde traditionerne i hævd.
