Status – efter 6 uger i New Zealand

De orange er overnatningssteder
De grønne er udflugter/ture

Vi gjorde en kort ”halvvejsstatus” efter de to første uger på Nordøen. Nu har vi kørt rundt i yderligere 4 uger på Sydøen. Så her kommer en sammenfatning af vores erfaringer.

Der er fantastisk i New Zealand, og vi føler slet ikke, vi er færdige. Vi havde planlagt de to første uger på Nordøen og lagt en grovplan for Sydøen, som vi fulgte nogenlunde. Hvis vi skulle gøre turen om, ville vi have gjort stort set det samme – samme rute og set stort set de samme ting. Men vi er enige om, at vi sagtens kunne have brugt mere tid de fleste steder, og der er masser af steder, vi valgte fra af tidsnød, som vi godt ville have set / oplevet.

F.eks. ville vi gerne have været helt nordpå, vi ville have set de kæmpe Kauri træer i Waipoua Forrest i nordvest. Vi ville gerne have været rundt på halvøen ved Gisborne. Mt. Taranaki fik vi ikke set meget til pga. skyer. På Sydøen ville vi gerne have fløjet helikopter over de store gletchere, men det var vejret for dårligt til, da vi var der. Vi ville gerne have været ved Lake Takapo. Vi ville godt have været over Arthur’s Pass – både i bil og med den Transalpine Jernbane. I det hele taget ville vi gerne have været mere midt på Sydøen. Vi ville gerne have været på Stewart Island, og vil ville godt have været ved Milford Sound i solskinsvejr. Vi ville gerne have set en kiwi og måske også en søelefant. Men først og fremmest ville vi godt have vandret mere i de mange fantastiske nationalparker.

Så det kan slet ikke udelukkes, at vi er nødt til at tage herned igen på et tidspunkt.

Det er meget nemt at rejse her. Kulturelt ligner det meget derhjemme. Folk er meget venlige, imødekommende og hjælpsomme – og så snakker de en slags engelsk, som godt nok kan være lidt svært at forstå en gang imellem. Men de forstår os, og de er altid klar til at forklare nærmere, hvis vi ikke forstår det første gang.

Alting er meget effektivt, og man bliver hjulpet på vej. Kommer man til et hotel eller anden overnatning, får man de fleste steder udleveret et kort over området – som oftest ledsaget med en række gode råd til, hvad man skal se, og hvor man spiser godt. Kommer man ind på et museum, er der ofte en, der tager imod og fortæller, hvordan det er indrettet, og hvad man bør se.

Går man ud og spiser er der ofte kontakt med det samme. Hvad enten man selv kan finde et bord, eller man lige skal vises på plads først, kommer der prompte to glas, en flaske vand og to menukort. De fleste steder går man selv op til kassen og betaler, når man gerne vil videre. Så er man fri for at sidde og vente på at få kontakt for at få regningen. Man spiser generelt rigtigt godt, portionerne er store og priserne bestemt rimelige.

I trafikken er der masser af skilte, som vejleder på en god måde. Kører man på en vej med 100 km/t, bliver man advaret med et skilt med anbefalet hastighed., hvis der kommer et sving, hvor man bør sætte farten ned (man kan som hovedregel køre 10 km hurtigere). Når der kan overhales, bliver man venligt mindet om, at man bør holde til venstre, med mindre man overhaler. Kommer man til en by, hvor hastigheden skal ned på 50 km/t, er der ofte et skilt, som viser ens aktuelle hastighed (som i Danmark). Der står f.eks. 70 km/t, før man når bygrænsen, så står der slow down, når man kommer under de 50, står der ”Thank you”, og så kommer der en smiley!

Alle byer af en vis størrelse har turistinformationer – i-Sites og DOC (Department of Conservation). Vi er ikke helt klar over, hvem der driver i-Sites, men her kan man altid få god hjælp til, hvor der er gode vandreruter, og hvilke veje der er bedst at køre. Og de hjælper gerne med at finde og booke overnatning og aktiviteter m.m. DOC er mere til naturoplevelser, så også her kan man få gode råd til ture, og der er som regel et godt udvalg af kort m.v.

Vi havde kontanter med hjemmefra, men man kan stort set betale med kort alle steder. Kun på to hoteller var vi ude for, at der var gebyr for at betale med Mastercard.

Vi kørte 2.200 km på Nordøen og 3.700 på Sydøen. Det kræver en del benzin. En god idé er derfor at få et benzinkort, som giver rabat. Igen var det ikke noget, vi selv behøvede at være opsøgende omkring. Det var noget, vi blev anbefalet – godt nok på en benzinstation, så det var win-win. Vi har kørt med vores egen Tomtom GPS hjemmefra, som vi forinden opgraderede med et glimrende New Zealand kort for ca. 400 kr. Den klarede fint alle adresser, men havde lidt problemer med navne på seværdigheder.

Mange hoteller m.v. lover gratis wifi, men kvaliteten er meget svingende, og en gang imellem betyder gratis wifi ikke ubegrænset adgang. Nogle gange var det så langsomt, at vi måtte opgive bare at browse. Andre gange var det super hurtigt. Det kunne godt give lidt udfordringer, når man som vi havde valgt at improvisere på Sydøen, så vi var afhængige af f.eks. at kunne booke overnatninger undervejs. Og vi skulle også uploade billeder og tekst til vores rejseblog (www.everloff.dk). Men så er der heldigvis altid en i-Site i nærheden, hvis det brænder på.

Med et 3 mobilabonnement er man godt hjulpet. Man kan ringe gratis til lokale numre, og der er 10 GB data pr. 30 dage. Så det var en god backup for dårlige internetforbindelser – og til at tjekke vejrudsigterne undervejs.

En ting, der er karakteristisk ved New Zealand er de mange offentlige toiletter – både i by og på land. De er som regel fine. Næsten alle har toiletpapir, og de fleste er med rindende vand og sæbe.

Offentligt toilet ved strand på Otago

Naturen er storslået. Sydøen er barskere og langt mere varieret end Nordøen. Omkring Nelson og Abel Tasman National Park er der sol og sommerstemning. Ved gletcherne i vest er der høje bjerge med sne på toppen. Ved Fiordland i sydvest er der ufremkommeligt og meget regnfyldt. I sydøst er der øde og råt, og i øst i ly af bjergene er der tørt og varmere. Så der er sne, strande, vinmarker og forrevne klippekyster inden for relative korte afstande. Vi var ved at drukne i regn på vestkysten, og de har tørke på østkysten. Temperaturen kan på samme sted være 30 grader den ene dag og 15 den næste. Selv om der generelt er mere kuperet på Sydøen, er der også lange lige stræk uden så mange sving som på Nordøen.

Og så er der jo ikke nogle farlige dyr i New Zealand. Jo, der er selvfølgelig menneskeædende hajer hele vejen rundt. Og sæler og søløver kan også finde på at bide, hvis man kommer for tæt på, men det er man ligesom selv herre over. Det er dejligt at vide, når man vandrer gennem regnskovene, at man ikke lige pludselig bliver overfaldet af en tiger, krokodille eller giftslange.

Fortidshaj – på Puke Ariki i New Plymouth

De har selvfølgelig lige sandfluerne… De er nogle irriterende bæster, hvor hunnerne bider og suger blod, og biddene hæver og bliver røde og klør kraftigt nogle dage efter. De er lidt ligesom knot derhjemme og i Sverige – bare større. De findes stort set kun på Sydøen, midt og vest, så det er på med myggebalsam’en, som vi havde købt hjemmefra. På nogle restauranter i Nelson kom der en flaske på bordet, så man selv kunne forsyne sig. Maorierne fortæller, at da de i sin tid kom til Sydøen, syntes de, at der var så dejligt, at her kunne de blive for altid. Det syntes guderne imidlertid var lige lovligt letkøbt, så de gav folkene sandfluerne.

Men det allerbedste ved at rejse i New Zealand – eller i hvert fald prikken over i’et – er menneskene hernede. De er så søde, glade og interesserede. Man bliver konstant i godt humør af deres måde at være på. De er på ingen måder påtrængende, men altid nærværende og imødekommende. Uanset om man kommer ind i en butik, på et museum eller på et spisested eller går forbi nogle på gaden bliver man mødt med et smil og en bemærkning. Om man har det godt, hvor man kommer fra, hvor man skal hen, hvordan ens dag har været. Der forventes ikke noget svar. Man kan selv vælge, om man bare siger ”good”, ”fine” eller om man vil tage en kort eller lidt længere snak. Det er på ingen måde overfladisk. De fortæller gerne, og de kender alle sammen Danmark og spørger interesseret.

Herren fra Auckland, som sammen med konen havde en lejlighed i Queenstown. De prøvede hver gang noget nyt – her altså jet boats. Han gav bl.a. gode råd om spisesteder, og vi snakkede om New Plymouth, hvor restauranterne kun serverer lunch – ikke dinner

Det er vores ambition at tage noget af det nærvær med hjem til Danmark, så vi kan sprede lidt mere glæde omkring os i hverdagen.

New Zealand virker som et progressivt land, hvor der er mange gode ting i gang. Det er et land af nybyggere med tradition for foretagsomhed – på godt og ondt. Økologi er populært. Det ser man på hylderne i supermarkederne, på spisestederne og på udvalget af sæber og shampoo’er på hotellerne. Der arbejdes målrettet på bæredygtighed – både når det gælder madvarer, energi og naturområder, hvor en tredjedel i dag er udlagt som nationalparker.

 

Og toiletpapiret… Det blev heldigvis ikke tykkere og tykkere, efterhånden som vi kom sydpå – tværtimod. Men der er et system i det. Det er simpelthen tykkest midt i landet og tyndest i nord og syd. Tykkest i Wellington og Nelson, tyndest i Paihia og Balclutha.

Vi er nu ved vejs ende, og dette er det sidste blogindlæg fra selve turen. Men vi vil arbejde lidt videre med bloggen – lægge nogle flere billeder op og lave nogle afsnit om praktiske råd om ture, mad, overnatningssteder, vejskilte, fugleliv og historie m.v. Så stay tuned.

anneogglenn

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *