Kaikoura og hvaler

Vores oprindelige plan for Sydøen var egentlig at køre fra Nelson i nordvest til Kaikoura på østkysten og så tilbage til Alperne og de store gletchere m.m. Men vi måtte ændre vores planer pga. jordskælvet i november sidste år. Det havde haft epicenter et stykke øst for New Zealand, men rystelserne havde alligevel skabt noget ravage, så infrastrukturen omkring Kaikoura blev temmelig beskadiget, men heldigvis ”kun” 2 døde (jordskælvene i 2010 og 2011 krævede 186 omkomne). Det vil tage mange måneder at få togforbindelsen syd for Kaikoura i gang igen, men også vejene ind og ud af Kaikoura er hårdt ramt. Så vi kunne ikke komme til Kaikoura nordfra.

Derfor besluttede vi, at vi måtte tage Kaikoura til sidst. Vi skal flyve hjem fra Christchurch, så de sidste dage kommer til at hedde: Christchurch – Kaikoura – Christchurch – hjem…

Kaikoura er en lille sommerby med et par turistbutikker samt gode caféer og restauranter. Mest kendt er byen dog for sine hvalture. Der er 95% sandsynlighed for at se hvaler. Hvis man ikke ser nogle, får man 80% af turprisen retur. Kaikoura ligger på den tektoniske plade med New Zealand, men den strækker sig kun et par kilometer ud fra kysten. Derefter falder dybden skarpt til 800 meter efterfulgt af en undersøisk canyon på 1.600 meters dybde for efterfølgende at rejse sig til ca. 1.000 meter. Dette betyder, at der er koldt og dybt nok til de store hvaler, samt at der er et væld af føde ved kanten til dybet. Derfor er der en fast bestand af bl.a. kaskelothvaler, hvilket ikke forekommer så tæt på kysten noget andet sted.

Pga. jordskælvet kører hvalturene dog på nedsat blus – dels pga. skader på kajanlæggene og dels fordi turisterne har svært ved at komme frem. Så da vi endelig fik lagt planer for de sidste dage på vores rejse, var der udsolgt på alle afgange de dage, hvor vi kunne være i Kaikoura. Vi lod os dog ikke slå ud så let, så vi gik på i-Site. De er fantastiske. De kiggede på whalewatch hjemmesiden og konstaterede lige som vi, at der ikke var nogle ledige ture, men så ringede de. Det viste sig, at man endnu ikke havde lagt turene fast for den søndag, vi havde planlagt som vores sidste dag i Kaikoura. Det ville man gøre dagen efter. Det er et større puslespil, som dels tager højde for den aktuelle trafiksituation, og dels for at folk, som har købt til en aflyst tur skal have en erstatningstur. Så vi kom tilbage til i-Site dagen efter, og bingo – vi havde en forhåndsreservation til søndag den 5. februar kl. 07:35!

Lige som det gælder for mange af de andre steder, hvor vi har set storslået natur i New Zealand, har Whale Watch firmaet koncession til at gennemføre hvalture. Det betyder bl.a. at deres bådførere er certificeret, så de kender til hvalernes opholdssteder og ved, hvordan man skal opføre sig for ikke at forstyrre hvalerne unødigt.

Selve hvalturen tager ca. 3½ time inkl. check-in, safety briefing samt en kort bustur fra Whale Watch’ kontor til havnen og tilbage igen. Så der er ca. 2 timer på havet. Det var helt klart, at de gik efter, at vi skulle se en kaskelothval. For de af jer, der ikke ved det, er kaskelothvalen (på engelsk Sperm Whale) den største af tandhvalerne. Den kan blive over 20 meter lang, veje næsten 60 tons og blive op til 60 år. Hunnerne lever i varmere vande (sammen med deres unger). Så det er hannerne, vi finder ved Kaikoura. Her lever de størstedelen af deres liv med at spise (ca. 2 tons mad om dagen), vokse sig store og stærke, så de et sted mellem 35 og 50 år gamle endelig er kønsmodne og kan tage op til hunnerne for at parre sig.

Hvalbådene har ikke sonar, da de forstyrrer hvalernes egen sonar, så det med at finde hvalerne er noget med at sejle ud, hvor de plejer at være eller blev set dagen før (måske et argument for ikke at tage dagens allerførste tur). Hvis man ikke ser dem, stikker man en mikrofon ned i vandet for at lytte efter deres sonar (klik). Og så sejler man efter lyden. Kaskelothvalerne dykker og spiser i ca. 45 minutter, hvorefter de går til overfladen for luft i ca. 10 minutter, hvorefter de dykker igen. Så det er med at være der, når de kommer til overfladen.

Det lykkedes for kaptajnen i 3. forsøg. Så tredje gang, båden stoppede og vi myldrede ud for at kigge, kom Tutu op. Tutu er en stor han kaskelot på ca. 50 år, som har fourageret i området de seneste 25 år. Han lå stille og roligt og åndede i ca. 10 minutter, hvorefter han dykkede og viste os sin karakteristiske hale. Vi lå meget tæt på – max. 25 meter fra halen, så der var et godt udsyn.

Da kaskelotterne for tiden er længere ude, end de plejer at være (10 km – måske pga. jordskælvet), og vi havde brugt lidt ekstra tid på at finde ham, gik det lidt stærkt tilbage. Men der blev trods alt tid til et kort stop, så vi fik set en lille flok på 5-6 Hector’s Delfiner. Hector’s Delfinen er en af verdens mindste delfinarter. Den bliver op til 1,5 meter og lever kun omkring New Zealand. Bestanden er truet, men tiltagende.

I Kaikoura bor vi for øvrigt på Lemon Tree Lodge. Det kan godt anbefales, og det er det også blevet. Vi hørte om det fra nogle danskere på båden på Doubtful Sound, og så gik vi på internettet og fik det booket. Vi bor på det lækreste værelse med en kæmpe terrasse med udsigt ned over bugten og bjergene i baggrunden. Bølgerne bruser og i morges kom der en lille flok Hector’s Delfiner forbi, som vi kunne se heroppefra 🙂

Ud over den flotte udsigt byder Kaikoura på en koloni af pelssæler i gåafstand fra byen (vi kørte godt nok derud, fordi Anne absolut skulle sparke til en dørstopper i Christchurch og kom svært til skade med sin tå). Sælerne ligger og soler sig på klipperne i aftensolen.

Har vi husket at fortælle, at sommeren omsider er kommet til os? De sidste 4-5 dage har temperaturen været over 20 grader om dagen, og nogle dage har den endda været over 25. Så vi passer på med solen, for der skal ikke meget til, at man bliver rød, da makronlaget er meget tyndt over New Zealand.