White Heron og Royal Spoonbill

Vi læste i rejsebøgerne om en udflugt, hvor man kunne komme tæt på ynglepladserne for White Heron, den hvide hejre.

Så vi bookede en tur på nettet til kl. 3 om eftermiddagen – dagen hvor vi ville køre fra Hokitika til Fox Glacier. Kl. 9 om aftenen fik vi en mail fra Dion fra White Heron Sanctuary Tours. Om vi ikke kunne tage med på turen fra 9 i stedet for, da vi var de eneste, der indtil videre havde meldt os til turen kl. 3, og de helst kun ville gennemføre turen, hvis der var minimum 4.

Vi svarede tilbage, at det ville passe os dårligt, da vi overnattede i Hokitika, som ligger lidt over 100 km væk, og vi ville godt se Hokitika Gorge på vejen. Næste morgen lå der en mail fra Dion om, at det kunne de godt forstå, så de ville gennemføre turen kl. 3, så vores plads var sikret under alle omstændigheder. Det er altså en service, vi ikke er vant til hjemmefra!

Så vi fik set Hokitika, som er en lille western by med masser af gallerier og jade butikker, og Hokitika Gorge med flot turkisfarvet vand og hængebro og hele molevitten, inden vi kom til Whataroa, hvor turen skulle starte.

Whataroa er et meget lille hul med et lille cafeteria, et offentligt toilet og White Heron Sanctuary Tour’s kontor. Her mødte vi Dion, som bød velkommen og fortalte, at ud over os skulle kun hans svigerinde og hende to små piger, Ella og Cloe, med. De var på ferie fra Australien.

White Heron yngler kun ét sted i New Zealand – et lille afgrænset område ved Waitangiroto floden. Og man kan kun komme dertil ad vandvejen – og kun med White Heron Sanctuary Tours, da de er de eneste, der har ret til at komme ind i området.

For at komme dertil blev vi kørt med minibus 15 minutter, hvorefter vi blev udstyret med redningsveste og regntøj og sejlet 20 minutter op ad floden med en jetbåd. Dion kendte floden og alle krumninger som sin egen bukselomme, så det var fuld hammer på og rundt i alle svingene med 45 km/t. Bare sejlturen var alle pengene værd.

Efter sejlturen skulle vi gå 500 meter gennem oprindelig regnskov, og så kom vi til et skjul, hvorfra der var den fineste udsigt til redepladserne lige på den anden side af floden, som White Heron (kotuku) deler med Royal Spoonbill (kotuku nutu-papa) og Little Shag (kawapaka).

White Heron og Royal Spoonbill er lige store og ligner hinanden meget. De er helt hvide og ca. 80 cm høje (White Heron op til 1 m, når de strækker hals). Man kan kende forskel på næbbet og deres måde at flyve på. White Herons næb er lige, mens Royal Spoonbills er ske-formet (heraf navnet). White Heron flyver med krummet hals (hejre), mens Royal Spoonbill flyver med strakt hals (stork).

 

Little Shag er ”bare” en skarv, så den gik vi ikke så meget op i…

 

 

 

 

 

Maorierne betragter Kotoku som hellig, men da europæerne kom til New Zealand, jagede de den pga. dens flotte hvide fjer. Så på et tidspunkt var der kun 4 reder med ynglende fugle tilbage. Nu er den fredet, og der er 152 fugle, som yngler i New Zealand.

Vi kom på et godt tidspunkt på året, for der var unger i rederne, og forældrene kom flyvende med mad. De fleste unger var dog store – næsten fuldvoksne. Så de stod klar i træerne. Men der var også fugle, som havde fået unger sent, så der var 1-3 bittesmå unger i rederne, som var svære at se på afstand.

Det var en fantastisk oplevelse at se de store hvide og meget majestætiske fugle. De sad og krøb lidt sammen i regnvejret, da vi kom. Men senere klarede det lidt op, og så vågnede de op til dåd. Forældrene kom én ad gangen og fodrede sin unge. Det gik ikke stille af sig. Føden blev proppet godt og grundet ned i gabet på den forslugne unge, mens vingerne flagrede på dem begge.

Området ejes af The Department of Conservation. White Heron Sanctuary Tours er et privat firma, som har eneret til at gennemføre turene og skal til gengæld holde området og observere og indberette oplysningerne om White Heron. Dion gav undervejs information om, hvad vi skulle kigge efter, hvor der var store og små unger,

Vi havde ca. tre kvarter til at fotografere, inden turen gik tilbage – 500 meters gang, 20 minutters jetbåd og 15 minutters kørsel, inden vi kunne sige tusinde tak til Dion for en fantastisk tur.

anneogglenn

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *