Efter den vellykkede White Heron tur ankom vi til Fox Glacier Village. Vejen dertil fra Whataroa går via Franz Joseph Glacier Village, men vi valgte Fox, fordi den er lidt mindre overrendt. Vi havde bestilt 3 overnatninger på High Peaks Hotel, da vi både ville se Franz Joseph og Fox Glacier – og måske nå en helikoptertur og også se New Zealands højeste bjerg, Mt Cook på 3.724 meter.
Men vejrudsigten var ikke lovende. Tirsdag bød på let regn fra morgenstunden, og så ville der bare komme mere og mere regn i løbet af de to hele dage vi havde.
I Danmark klynker vi konstant over vejret. Hvis det ikke er for koldt, er det for varmt, eller det regner, eller der kommer ikke sne. Sådan er kiwierne ikke, selv om der da kommer lidt bemærkninger som: ”Wonder if it’s going to be summer this year”. Eller ”The climate has changed – like in the rest of the world. The warmest period is now February and March, when it used to be December and January”. Så næste gang skal vi nok vente til marts, hvor vejret skulle være mere stabilt.
Som vi har skrevet om tidligere, er det en kold sommer. Temperaturen ligger omkring 10 grader lavere, end den plejer, og det gælder både i nord og syd.
Vi var dog fast besluttet på mindst at se én af de to gletchere – uanset om vi skulle være pakket ind i regntøj. Så vi stod tidligt op tirsdag, hvor der skulle regne mindst. Da det samtidig blæste meget lidt, besluttede vi at starte med en lille gåtur omkring Lake Matheson, som er berømt for nogle meget flotte spejlinger af såvel Fox Gletcheren som af Mt. Cook.
Da vi kom derud var det næsten tørvejr. Men der var mørke skyer omkring alle bjergene, så vi skulle vist være meget heldige for at se en spejling af nogetsomhelst. Det begyndte da også hurtigt at regne, og ind imellem rigtigt meget. Fordelen var, at vi ikke skulle bruge så meget tid til fotostops, men vi fik taget billeder de obligatoriske steder, så I sammen med os kan forestille jer, hvor man kunne have set en gletcher eller bjergtop og den højblå himmel spejle sig i det spejlblanke vand.
Efter gåturen satte vi os våde ind i det prisbelønnede cafeteria og spiste lækker morgenmad. Efter morgenmaden klarede det en smule op, så vi besluttede os for at køre direkte op til Fox Gletcheren.
Der er to veje, der fører op til Fox Gletcheren. Vi besluttede os for at køre op ad den nye, som på kortet så ud til at have den flotteste udsigt lige fra parkeringspladsen. Men den vej var desværre spærret. Nogle arbejdere signalerede med håndfakter noget, som vi tolkede som, at vejen ville blive åbnet efter 10 minutter. Efter 20 minutter var der imidlertid ikke sket noget, så vi tøffede over til den anden (nordlige) parkeringsplads. Og nu var vejret faktisk helt hæderligt.
Både på vandreturen op til og ned fra gletcheren kom der nogle småbyger, men eller holdt det tørvejr det meste af tiden. Endda med et på bittesmå blå huller i skyerne. Gletcheren er imponerende (som de altid er), men det var næsten endnu mere imponerende at gå gennem den gamle dal, hvor gletcheren havde været for få år siden. Morænen er fyldt med de mest forskellige og farvestrålende sten, og der er fascinerende at kunne kigge op på gletcheren og så vende sig 180 grader og se ned på regnskoven.
Opildnet af vores held med vejret, drønede vi så de 30 kilometer over til Franz Joseph. Og heldet følger de tossede. Her var vejret lige en tak bedre. Om det var vejrets skyld, eller om Franz Joseph bare er mere storslået, er vi lidt uenige om. Men de 3 kilometer vandring fra parkeringspladsen til udsigtspunktet, hvorfra man ikke må gå videre, starter rigtigt flot gennem regnskoven. Senere kommer man til morænen med mange løse sten for til sidst at stige godt 100 meter op til udsigtspunktet med et godt udsyn til gletcheren med is samt masser af større og mindre vandfald.
Efter at være kommet tilbage til parkeringspladsen havde vi kræfter og lyst til en lille afstikker til Peters Pool, som er en ”kettle lake” – formet af en stor isklump, som er blevet liggende, da den store gletcher har trukket sig tilbage efter den seneste istid for 16-20.000 år siden (ja, længere siden er det ikke). Her fik vi taget billeder af reflektioner. De var dog mere imponerende, da Peter var forbi for godt 100 år siden, og gletcheren var så meget større, at den kunne ses i spejlet.
Nogle kunne måske finde på at spørge: ”Hvis nu jeg kun har tid til at se enten Fox eller Franz Joseph – hvilken skal jeg så vælge?” (de gjorde vi i hvert fald – prøv at Google det). Efter at have set dem begge, vil vi sige: ”Se dem begge to”. De er meget forskellige.
Efter et let aftensmåltid i Franz Joseph Village, troede vi, at de høje vejrguder var med os, så måske blev vi lidt overmodige. Vi besluttede i hvert fald at køre tilbage til Okarito, hvor en entusiastisk dame på I-site havde fortalt os, at der var masser af kiwifugle ”at dusk and dawn”. Nu var det dusk og måske chancen for at se de sjældne og berygtede dyr.
Vi fandt med lidt møje og besvær området, ventede i bilen på at en ordentlig byge drev over og begav os ud i vildnisset. Efter en times vandring ud af en sjappet sti i til tider kraftig regn og begyndende mørke, gav vi imidlertid op og gik tilbage til bilen, mens regnen tiltog og enkelte lyn spaltede himlen efterfulgt af rumlende torden.
Køreturen tilbage til Fox via Franz Joseph og de to bjergpas blev kørt i et adstadigt tempo pga. kraftig regn og tiltagende mørke. Wuha…
Dagen efter kom vi kun ud af hotellet for at spise morgenmad og aftensmad, fordi det stod ned i stænger hele dagen! Så der blev ingen helikoptertur denne gang.