Doubtful Sound har været organiseret turistmål siden halvtredserne. Det er lidt besværligt at komme dertil, og det kan ikke gøres på egen hånd. Vi kørte selv til Manapouri. Herfra blev vi sejlet over Lake Manapouri til West Arms. Det er sejltur på 50 minutter. Før i tiden skulle man herfra vandre de 20 km op over Wilmot Pass, som ligger i 671 meters højde, til Doubtful Sound. I forbindelse med bygningen af Manapouri Power Station i tresserne blev der imidlertid bygget en vej (den kostede 1 NZD pr. cm), som vi blev kørt ad. Det er en stejl og meget flot vej med udsigter og masser af vandfald undervejs.
Det var fint vejr, da vi lagde ud fra Manapouri, men efterhånden kom der flere og flere skyer, og køreturen med fine indlagte stops blev tilbagelagt i kraftigt nedbør (igen).
Vi kom ombord på Fiordland Navigator, hvor vi skulle tilbringe det næste lille døgn uden hverken mobildækning eller wifi. Først sejlede vi ud gennem fjorden (regnvejr). Pga. kraftig vind kunne vi kun komme ud til Shelter Islands, hvor vi kunne se bølgerne fra Stillehavet slå ind (så ingen Fur Seals i denne omgang :().
Men så begyndte det stille og roligt at klare op, efterhånden som Navigator sejlede tilbage ind i fjorden for at finde et stille sted for natten. Da vi kastede anker, og kajakker og tender boats blev sat i vandet, holdt regnen næsten helt op. Vi valgte en tur i tender boat, hvor vi fik en lille rundtur med fortælling om den omgivende natur. Vi fik at vide, at vi var meget heldige med vejret lige akkurat på denne tur. Dels fordi det var stille og næsten ikke regnede (lige nu), men mest af alt fordi det HAVDE regnet så meget – det gav nemlig en masse flotte vandfald!
Efter en aften med hyggesnak og deling af gode tips med de andre passagerer (det var kun anden gang på turen, vi mødte danskere – til gengæld var der på båden 5-6 par foruden os) og en rolig nat lagde vi ind i en lille bugt, Hall Arm. Motoren blev slukket, og vi lå vel 10-15 minutter og bare nød stilheden – eller rettere den larmende brusen fra et væld af vandfald. Det var så smukt, at vi fik tårer i øjnene.
Da de første europæere kom hertil, skrev de om den øredøvende larm af fulgesang. Nu var der kun enkelte fugle, der brød tavsheden. De hvide europæer har en tendens til at ødelægge alt, der er godt. Da de kom til New Zealand havde de kvæg med. Senere begyndte de at sætte vildt ud, så de kunne gå på jagt – herunder harer. Harerne havde imidlertid ikke nogle naturlige fjender her, så de begyndte at formere sig helt vildt, hvorefter der var nogle smarte folk, der tænkte: Hvem æder harer? Det gør jo f.eks. mink og hermelin. Og vupti, så flød der med rotter, mink og hermelin, som også formerer sig hæmningsløst uden nogle til at æde dem. Resultatet er desværre, at de fleste fuglearter på New Zealand er truede, og skovene er de fleste steder næsten lydløse, fordi fuglene og deres æg tages af de nådesløse dræbere (vi vil forsøge at få tid til et specifikt indlæg om dette senere).
Vi sejlede også helt ind under et lille vandfald, hvor Carol, naturvejlederen på turen, fyldte en spand med vand, så vi alle kunne smage, hvor fantastisk naturen er indrettet.
Vel tilbage i Manapouri kørte vi den korte tur op til Te Anau, som skulle være vores base de to næste dage.
Vi måtte se mere af dette fantastiske naturreservat i Fiordland og var nysgerrige efter at se Milford Sound. Denne gang valgte vi at køre selv i stedet for at sejle. En god køretur på 2½ time hver vej med mulighed for en masse afstikkere. Som mange køreture er i New Zealand, sidder man og siger wow ved hvert sving, og denne tur var med lidt mere wow end normalt. Regnskov, vandfald, udsigter og enorme bjerge, og vi stoppede op for at tage billeder – og endelig fik vi set Kea, mange Kea’ere, der hyggede sig med at tigge mad af turister og gnave i gummilister på biler.
Da vi kom frem til Milford Sound blev vejret så dårligt, at vi og droppede den planlagte vandretur til top of view og sejlturen til undervandsobservatoriet og nøjedes med at nyde billederne af stedet i cafeen. Det finurlige ved undervandsobservatoriet er, at man kan se dybhavsfisk kun 10 meter nede. Det skyldes, at det rigelige ferskvand fra de 9 m nedbør om året, filtreres gennem jordlag og farves mørkt. Når det kommer ned via vandfaldene, ligger det ferske som øverste (mørke) lag ovenpå saltvandet og fiskene bliver derved ”snydt” og tror, de er meget længere nede.
I New Zealand venter de stadig på sommer, og vi kan forestille os, hvordan hele Fiordland må kunne vælte enhver omkuld, når klar solen afslører alle naturens detaljer og storhed. Vi forstår godt, at garvede vandrere vælger dette område til flere dages vandreture. I år har det nok været en lidt kold og våd fornøjelse, men stadig meget flot. Vi fik lidt forsmag på vores afstikkerne på Milford track ruten. En kort vandretur langs med det store brusende vandfald mod Marions Lake og fuglekig ved Mirror Lake.
