For 80 millioner år siden hang New Zealand sammen med Antarktis og Australien i superkontinentet, Gondwanaland. Men så løsrev New Zealand sig og ligger nu i Stillehavet, næsten 2.000 km fra nærmeste nabo. At det skete for 80 millioner år siden betyder, at de samme dinosaurer levede i det daværende Australien og New Zealand, men New Zealand gik glip af den del af evolutionen, der gav os pattedyrene. Derfor er her i dag kun tre naturligt forekommende pattedyr – alle flagermus, som på en eller anden måde er kommet hertil luftbåret. På samme måde er her kommet en del fuglearter, mens andre har udviklet sig helt specielt her.
Det ændrede sig imidlertid, da menneskene kom til New Zealand. Maorierne, som kom hertil for 7-800 år siden i kano fra Polynesien, medbragte hunde, katte, svin og rotter. Europæerne havde tilsyneladende mere plads på deres større skibe, for de kom med hunde, katte, rotter, svin, køer, heste, vildsvin, harer, rensdyr, elge, kronhjorte, papegøjer osv. Nogle dyr var til hushold, andre til jagt og anden forlystelse.
Man er i dag mere opmærksomme på udfordringerne ved at tilføre et økosystem nye arter. Specielt i New Zealand har det givet store udfordringer, når der ikke har været naturligt forekommende pattedyr (og farlige dyr i det hele taget). Fugle har levet en beskyttet tilværelse, og mange arter har gennem årene rykket deres reder ned fra træerne og tæt på jorden. Så de små rovdyr, som vi tidligere har skrevet om, har virkelig lavet ravage. Den største udfordring er Possum, som er et pelsdyr, man har importeret fra Australien. Uden naturlige fjender har den nu indtaget stort set hele landet. Man anslår, at der findes 70 millioner alene af dem.
Deres største fjende er de 4-hjulede. Når man kører på landevejene flyder det bogstaveligt tal med døde dyr. På de 67 km mellem Wanaka og Queenstown talte vi i hvert fald 100 døde pelsdyr. Possum forsøger man også at begrænse ved at udnytte deres lækre pels – bl.a. ved at blande den med uld, som giver noget rigtigt blødt garn.
Department of Conservation (DOC) er en offentlig institution med et årligt budget på 2 milliarder kroner. De dyrker bl.a. forskning og har opsyn med nationalparkerne, der nu udgør 30% af New Zealands areal. De driver informationskontorer i alle byer af en vis størrelse og gør et fantastisk arbejde for at passe på flora og fauna. For at beskytte fuglene sættes fælder op og lægges gift for de nytilkomne rovdyr. Det er lykkedes at øge bestandene af fugle visse steder, men spørgsmålet er, om kampen er tabt på forhånd, da mange områder er meget svært tilgængelige.
DOC allierer sig gerne med private firmaer og organisationer som White Heron Sanctuary Tours og Dart River Jetboats. Disse firmaer får koncession til et område, så det kan komme til gavn for almenheden. Til gengæld udfører firmaerne en del registrering for DOC, og de står for at vedligeholde og drive anlæg på stedet.
Men nu tilbage til vores oplevelser, som de seneste dage har stået på enestående natur og wildlife. Vi har nu set søløver, sæler, to slags pingviner, kea’er, glowworms, albatrosser og et væld af andre fugle.
Glowworms er larver, der bor i huler. Vi så dem i Te Anau hulerne, som blev genopdaget i 1948 efter at have været glemt i mange år. Grunden til, at man begyndte at lede efter dem var, at de var omtalt i nogle gamle Maori sagn. Glowworms er nogle modbydelige sataner. De er larver, der hænger i loftet i hulerne, hvor de spinder små klæbrige tråde. Og så tiltrækker de bytte ved at lyse fra deres bagkrop. Når et bytte bliver tiltrukket af lyset og fanget, bliver de ædt af den forslugne larve. Heldigvis er glowworms kun 3-4 cm lange, så det er mest fluer og møl, der sætter livet på spil.
Selve hulerne er meget imponerende. De er dannet af en brusende underjordisk flod, som med syreholdigt vand (pga. kemikalier i jorden), skærer sig gennem klippen af limsten. Selve hulen er nu set i et geologisk perspektiv – kun ca. 12.000 år, altså fra den seneste istid. Det kan man se på stalaktitterne, som kun er et par cm lange. Dybt inde i hulerne lyser glowworms, og det ligner en stjernehimmel.
New Zealandske Søløver så vi i Surat Bay og i Cannibal Bay på østkysten – tæt på Nugget Point. Man kan bl.a. kende forskel på søløverne og pelssælerne (Fur Seals), som også holder til her, på deres størrelse (søløverne er meget større end sælerne – hannerne kan være op til 4 m lange og veje op til 400 kilo) og på, at søløverne ikke er bange for mennesker. På den flotte dag, havde 5-6 af dem valgt at lægge sig op i sandet i Surat Bay for at hvile. Man skal holde sig på mindst 10 m afstand, da de godt kan være aggressive. Vi så ikke nogle unger, man de kan finde på at jagte mennesker for sjov.
De var meget imponerende at kigge på. Ret ligeglade med os og ret sløve. De lægger sig dovent i sandet og sprøjter med mellemrum lidt sand over sig selv, nok for at irritere de nærgående fluer. Så en af dem var vi ved at komme for tæt på, fordi den var meget svær at skelne fra en ilanddrevet træstamme.
Fur Seals er i modsætning til søløverne meget sky, så de er ikke til at komme så tæt på. Vi så dem bl.a. ved Nugget Point Lighthouse, hvor man kan stå oppe og se dem lege i vandhullerne i klipperne nedenfor. De kan være svære at få øje på, da de er mørke.
Royal Nordic Albatross yngler kun ét sted i New Zealand: På den yderste spids af Otago halvøen ved Dunedin, Taiaroa Head. Albatrosserne begyndte at komme her i 1940’erne, men først i 1950’erne kunne den første flyvefærdige unge forlade reden. Royal Albatross Centre er en organisation, som støttes og rådgives af DOC. Formålet er dels at passe godt på bestanden af de nu 250 albatrosser (hvoraf halvdelen yngler og resten er unge fugle), og dels at øge kendskabet til albatrosserne ved bl.a. at give adgang for publikum til at se de majestætiske svævere.
En voksen Royal Nordic Albatross vejer 6-8 kilo og har et vingespænd på op til 3 meter. De basker stort ikke med vingerne, men svæver. De ankommer til ynglestedet i september, og først 12 måneder efter er den ene unge flyvefærdig, hvorefter alle tre tager afsted. Albatrossen yngler fra de er 5-10 år gamle, og kun hvert andet år. Til gengæld kan de blive over 60 år gamle, selv om gennemsnitsalderen er omkring de 30.
Det var en flot eftermiddag med vind i sejlene, så de unge albatrosser var meget på vingerne. Når der er æg i redderne, at der altid én voksen fugl, der ruger, mens den anden kan være væk i dagevis for at fouragere.
Yellow Eyed Penguin så vi ved Roaring Bay lige før Nugget Point Lighthouse. Den guløjede pingvin er den mest sjældne pingvin i verden, men yngler bl.a. på New Zealands østkyst. De er meget sky, så de kan kun betragtes på afstand. Der var lavet et skjul, hvorfra men kunne se dem på afstand på stranden.
Blue Penguin er verdens mindste pingvin. De yngler på en strand – også på Taiaroa Head, Otago. De tilbringer hele dagen på havet. De tager afsted ved solopgang og kommer tilbage lidt efter solnedgang. Vi købte en tur, som startede ca. 21:30 (solen gik ned 21:20). Efter en længere opsang om, hvordan man opfører sig og tager billeder af pingviner i mørke – vel at mærke uden at forstyrre dem – gik vi ned til stranden, hvor der var bygget en udsigtsplatform, og man havde opsat kunstigt lys, så vi kunne se pingvinerne.
Efter en times ventetid i strid blæst fra sydvest (Antarktis) kom først en pingvin i land, så en til. Efter at have overvundet forhindringen af sten på stranden, gik det hastigt op til reden, som var skjult på skrænten. Efterhånden kom der flere og flere pingviner i land. Mange kom i små grupper på 5-10 ad gangen. Det er nogle fantastisk sjove dyr. Det er ligesom at se dem på fjernsynet. Kluntede, ivrige og lidt menneskelige i deres bevægelser. Bortset fra det kunstige lys, som kun var lige omkring platformen var der efterhånden ret mørkt, så det var svært at fotografere dem, specielt når de var i bevægelse. Heldigvis stoppende nogle af dem op og fik en sludder eller ordnede deres fjer.
Kea’en er verdens eneste alpine papegøje. Dvs. at den lever i højderne – også om vinteren, når der er sne. Kea’en betragtes som verdens klogeste fugl. De er sociale dyr, der har tilpasset sig et omskiftende liv, hvor de hjælpes ad og tager føde til sig efter årstiderne. Som de fleste andre fugle i New Zealand er de en truet art. Dels spises deres æg af gnaverne, og dels har menneskene været efter dem. Menneskene kunne godt lide deres farvestrålende fjer, og så var man ikke så glade for, at de – i hvert fald efter sigende – kunne finde på i flok at nedlægge og æde et får.
Nu passer man godt på Kea’en, og man har anerkendt, at den hører til i bjergene. De er sociale og flotte, og kommer gerne tæt på mennesker. Derfor kan det desværre være fristende at give dem lidt nødder el. lign., så man kan få et godt billede af dem. Men heldigvis gøres der en del for at oplyse om, at man skal lade være med at fodre for ikke at gøre dem til landevejstiggere.
