Queenstown har udråbt sig selv til ”The Capital of Adventure”. Her er bungy jump opfundet, og der er alskens tilbud på sky diving, jet skiyng, helicopter og andet godt. Anne og jeg er desværre nogle tøsetøser, så alt det interesserer os ikke.
Vi havde dog fået lidt smag for jet boats fra White Heron turen (se denne). Så vi kiggede lidt på en tur med Dart River firmaet, som tilbyder en tur, der kombinerer en længere jet boat tur op ad Dart River, en kort vandretur samt en 4WD tur gennem landskabet, hvor en del af Ringenes Herre er optaget. Vi fik dog snøvlet lidt med bestillingen, så da vi endelig fik taget os sammen, var der udsolgt. Ad forskellige omveje, som vi ikke skal kede jer med, kom vi dog med på en lidt anderledes tur – en kombination af jet boat tur og Funyaks…
Vi blev samlet op med minibus af Toby uden for vores hotel. Så gik turen de 45 kilometer og minutter til Glenorchy i nordenden af Wakatipu søen, hvor vi havde været dagen før. I stedet for solskin, havde vi nu overskyet. Toby fortalte om området, mens vi kørte. I Queenstown regner det ca. 900 mm om året. I Glenorchy 3-4 meter, og lidt længere vestpå i Milford og Doubtful Sounds får de 8-9 meters nedbør om året. Selv om der i lige luftlinje er under 100 km mellem Queenstown og Milford Sounds.
I Glenorchy strippede vi af til underhylerne og blev udstyret med: fleece (”cotton is rotten”), tørdragt, boots, regnjakke og redningsvest. Så blev vi kørt ned til søen, hvor vi gik ombord i jet boaten, der blev styret af Ben fra Staterne. Vi blev fotograferet, og der blev lavet en 360o for fotografens skyld, og så gik det ellers opad Dart River for fulde gardiner.
Jet boats er en new zealandsk opfindelse. Det er en meget lavbundet båd, der bliver ”trukket” af 1-2 jetmotorer. Det betyder, at de kan sejle på meget lavt vand – når de først har fart på. De skal have 1-1½ meter for at kunne starte, men kan så sejle på ned til 10 cm vand. Floden er nogle steder meget lav, så det er hel almindeligt, at båden skraber mod bunden. Det er bådførerens opgave at kende floden og hele tiden læse vandet, så der ikke stødes ind i store sten.
Vi blev sejlet ca. 30 km op ad floden og blev sat af. Her ventede to guider mere med lunch, funyaks og sandflies.
Der var ret meget strøm i floden, som vi var sejlet opad med jet boat og (Glenn) tænkte, at der ville være alt for meget strøm til, at vi kunne sejle nedad i de oppustede kanoer. MEN DET SKULLE VI!
Vi fik udleveret pagajer og blev placeret i et orange ballondyr, og så var det afsted. Nogle steder gik det stille og roligt, men andre steder var der mere drøn på. Vi var i en gruppe, hvor vi var de yngste og klart de dårligste og lederen af gruppen var en sydstatsamerikaner vi næsten ikke kunne forstå. Glenn påtog sig den pædagogiske opgave at belære Anne om, hvordan man padler med så meget entusiasme, at han overså en stor sten, vi ikke kunne nå udenom. Så vi bragede ind i den, og Glenn lå næsten i luften på vej ud i floden, men fik holdt sig indenbords med det yderste af sin ene storetå!! Vi lavede ufrivillige kunstneriske karusselture og flere gange måtte vi kæmpe for vores liv for ikke at blive fanget af malstrømmen, men komme ind til bredden.
Til vores forsvar skal siges, at floden normalt løb med 7 kubikmeter vand i sekundet og denne dag var der mellem 70 og 80, fordi det havde regnet så meget – og stadig gjorde det! Og det blæste også temmelig meget. Til sidst bandt guiderne kanoerne sammen, så vi lettere kunne styre ned ad floden. Vores guide sagde, at nu var det næsten ligesom hjemme, hvor han raftede.
På halvvejen holdt vi en pause, hvor vi trak kanoerne opad strømmen for at padle ind i nogle fantastisk flotte grotter. Billederne er måske ikke de bedste, for det pissede ned, og kameraet skulle lige hentes ud af den vandtætte pose, mens vi holdt kanoen nogenlunde rolig i strømmen.
