Queenstown og Glenorchy

Efter Wanaka kom vi til Queenstown. I rejsebøgerne kommer man tilsyneladende altid den anden vej, for der er Wanaka beskrevet som Queenstowns lillebror. Man sammenligner altså Wanaka med Queenstown. Nu har vi jo beskrevet Wanaka, så nu skal vi forsøge at lave en omvendt sammenligning, hvis I forstår.

Queenstown er klart Wanakas storebror. Fælles for de to byer er, at de begge ligger i sydenden af en stor sø omgivet af bjerge. Wanaka ligger ved Lake Wanaka. Queenstow ligger ved – Lake Wakatipu. Lige med den forskel, at Queenstown faktisk ikke ligger i sydenden, men snarere midtpå, men da søen laver et ordentlig knæk, ser det sådan. Lake Wakatipu er 84 km lang.

Queenstown er en rigtig by, med masser af butikker, spisesteder og liv. Vi var der i 3 dage. Den første aften var der ikke så meget liv, fordi der var koldt, og det regnede. Men de to næste aftener var det meget fint vejr, så der var ungdommen kommet frem fra deres huller og fyldte fortovscaféer, gode restauranter og stranden med linegang, guitarmusik, medbragte drikkevarer og træklatring. Meget, meget hyggeligt.

Hvis vi skulle lave en top 3 over de hyggeligste byer, vi har besøgt indtil nu, ville Queenstown klart være en af dem.

Vi havde booket os ind på Scenic Apartments. Det viste sig at være en 70 m2 lejlighed med view ud over byen, søen og svævebanen, der leder op til et udsigtspunkt. Da det ekstraordinært havde sneet i bjergene dagen før, var det et fantastisk syn – både morgen, aften og nat.

Den første dag kørte vi nordpå langs søen til Glenorchy med en fin lille vandretur nord for Bobs Cove.

Det var en rigtig flot dag, og hen over middag klarede det helt op, og solen kom rigtigt frem. Solskin og blå himmel hjælper selvfølgelig rigtigt på det, men Glenorchy er en rigtig perle, som vi klart vil anbefale. Det er en ret lille by, der ligger helt ned til søen. Her er en lille økologisk, røgfri naturskole, hvor der er 3 lærere til 30 elever, et lille museum det ikke lykkedes os at finde, nogle rigtigt fine spisesteder samt en landhandel med uldprodukter, lokale økologiske dit og dat (inkl. Karma Cola) og den lækreste is.

I Glenorchy vandrede vi en tur langs en lille flod og rundt om en lagune. Der er små vandhuller og flot udsyn til bjergene.

Og tager men den store runde, kommer man til selve lagunen med sorte svaner. Der var lidt drama på drengen. En af hunnerne tog sig en rigtig flirt med en fremmed han. De to dansede rundt, mens forsmåede husbond klagede sin nød, men kom han for tæt på, blev han jaget væk af den tilsyneladende stærkere Don Johannes.

Anden dagen var vi på overlevelsestur – mere om det senere…

anneogglenn

One Comment

  1. Mmm. …..dejlig læsning.
    Det kan godt være det regner lidt hos jer, men med de udsigter, farver og oplevelser oveni gav jeg gerne min højre hånd. Det er trøstesløst i landet på den anden side.
    Hvor er det fantastisk at læse om jeres tur. Nyd det til det sidste ?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *