Om at rejse i New Zealand – erfaringer fra Nordøen

De orange er overnatningssteder
De grønne er udflugter/ture

Efter at have tilbragt 2 uger på den fantastiske Nordø, er det på tide at gøre at gøre lidt status. Vi er blevet spurgt: Er det let at rejse i New Zealand? Og det helt korte og klare svar er: Ja.

Trafikken

Der er selvfølgelig nogle ting, man skal vænne sig til, når man er vant til danske forhold. For det første selvfølgelig, at rattet sidder i højre side, og at man kører i venstre. I starten kan man godt komme til at sætte sig i den forkerte side af bilen, når man skal køre. Man skal vænne sig til at placere sig rigtigt på kørebanen, og det kan også være, at man har valgt at leje en bil, der er lidt bredere end den derhjemme. Men det er selvfølgelig det samme, uanset om man skal køre i England, Tanzania eller i New Zealand.

I New Zealand er der stort set ingen motorveje – kun lidt omkring Auckland og Wellington. Resten er landeveje. Nogle er fine og brede, men de fleste er smallere end vores. Hovedreglen er, at man må køre 50 km/t helt inde i byerne. Hvis man kører igennem en mindre by, er der typisk 80 km/t. Alle andre steder må man køre 100 km/t. Udfordringen er bare, at det tit slet ikke kan lade sig gøre. Enten fordi vejen er for smal til, at to biler kan passere, at det er en grusvej, eller at vejen er for snoet.

Det er måske lidt svært at se, men man må køre 100, men forholdene gør, at der kun køres 38 km/t

Vi tror, det er bevidst, at man må køre så stærkt. For det kræver fuld opmærksomhed. Der er sjældent længere stræk uden sving, hvor man simpelthen er nødt til at sætte farten ned. Og mange steder er der så smalt, at man er nødt til at være fuldt koncentreret for at kunne køre 100 km/t.

Der er rimeligt meget trafik, men folk kører generelt rigtigt pænt. Kører der en nyankommet turist foran, som ikke er helt tryg ved at køre 100 på en landevej, holder man sig som hovedregel pænt bagved, indtil der kommer en ”pass lane” – et ekstra spor, hvor man kan komme forbi. Sætter man farten op til 100 ved en pass lane (det skal man ikke), er der sjældent nogle der overhaler. For der er 4 helt basale regler i New Zealand, som er lette at overholde:

  • Brug altid sikkerhedssele
  • Kør aldrig over 100 km/t
  • Kryds aldrig en fuldt optrukket gul stribe
  • Kør aldrig påvirket

Mad og drikke

Maden er generelt rigtig god i New Zealand. Og det gælder, uanset om det er billig indisk, fish & chips (alt andet var lukket) eller de bedste og anmelderroste steder. New zealænderne går meget op i, at råvarerne skal være lokale og de bedste (og gerne økologiske), og at maden er tilberedt med følelse og omhu. Og portionerne er store.

Priserne er en del lavere end i Danmark. Igen gælder det alle typer mad, men specielt den lidt dyrere af slagsen. Man kan snildt spise frokost på en café for 75 kr. I den dyre ende har vi endnu ikke set en hovedret til over 200 kr. Og så er det altså virkelig godt! Der er masser af rigtig god hvidvin. Et glas koster fra 35 – 70 kr.

Der er et stort udvalg af mad. Alle byer har mindst én indisk restaurant. Så er der sushi, noodles, (gourmet) falafel, fish & chips, fransk, italiensk, kinesisk. Masser af snack steder og de mere traditionelle (engelske) steder med god mad, som de kan opleves i Sydengland – og de finere og mere raffinerede. En lokal delikatesse er grønne muslinger. Maden har tit en historie, og der er en del hippie steder, som er startet op og drives af et ægtepar med passion.

Grønne muslinger – her fra Mussel Kitchen i Coromandel

Spareribs og pizza – nytårsaften

En rigtig god tradition hernede er, at så snart man har sat sig ved et bord på en café eller restaurant, kommer der straks en ansat og stiller to glas og en karaffel koldt vand. Og så får man en stort smil og bliver budt velkommen, om man har det godt – og ofte hvor man kommer fra. Det er en tradition, man meget gerne må indføre i Danmark. Man føler sig virkelig velkommen!

Naturen

New Zealand er ca. 10 gange så stort som Danmark, og der bor kun 4 mill. Heraf ca. 1,5 i Auckland, som vi kørte udenom. Så her er rigtigt meget plads. En tredjedel af landet er udlagt som nationalparker – de fleste dog på den tyndt befolkede Sydø.

Nordøen er meget grøn og ret kuperet. Det højeste bjerg er vist kun på lidt over 2.500 meter, men det går meget op og ned. New Zealand løsrev sig fra Australien og et stort kontinent på sydkuglen for 80 millioner år siden, og der er nu 2.000 km til den nærmeste nabo. Det betyder, at mange dyr og vækster her er helt anderledes end andre steder. Her er absolut ingen farlige dyr (undtagen hajer) og stort set ingen pattedyr, som ikke er importeret udefra. Fuglene er anderledes og siger helt anderledes lyde, end man kender hjemmefra. Der er kæmpe og meget imponerende træer, og skovene får én til at tænke på oprindelige urskov.

Fantail

Det er sommer, og solen står tidligt op og gå sent ned, så det er rigtigt dejligt. Det er dog ikke helt så varmt i år, som der plejer at være. El Niño er afløst af La Niña, så temperaturen ligger på 16-21o, hvor den plejer at ligge på 25-26o. Så de lokale spørger, om det overhovedet bliver sommer i år. Men for os er det dejligt sommervejr, så vi klager ikke.

Kiwi’erne

Danmark kåres jævnligt som verdens lykkeligste nation. Men new zealænderne virker generelt meget gladere. De griner, snakker, hygger sig og har en dejlig humor.

Noget der slår os er, at der altid er mange ansatte alle steder (sammenlignet med i Danmark). Det er i supermarkederne, hvor der ofte er en ved hver kasse til at fylde varerne i poser – og mange åbne kasser. Og det er på caféer og restauranter, hvor der altid er mange til at sørge for en god oplevelse.

Selv om der er mange ansatte, ser man aldrig nogle, der bare står og hænger. De hjælper hinanden på en stille og rolig måde, og med nogle smil, små bemærkninger og et kærligt klap.

Kiwi’erne er meget åbne og interesserede. Og bestemt ikke på nogen overfladisk måde. De spørger interesserede til os og Danmark og fortæller gerne om dem selv og kommer med gode råd – også uopfordret. Det virker som om, der er et stiltiende ønske om, at alle skal have den bedst mulige oplevelse.

Kommer man f.eks. ind på et museum, får man lige besked om, hvornår der sker noget spændende. Når man går rundt, kommer personalet (og der er rigeligt af det) lige hen og fortæller, hvad det er, man ser og minder om den specielle forestilling, der starter om 10 minutter.

Kommer man ind i en butik, kigger de én direkte i øjnene, man får man som regel et stor smil og en lille bemærkning, om der er noget de kan hjælpe med eller lidt praktisk information. Går man forbi en bil, hvor der sidder to store tatoverede fyre inde i, siger de hej, når man går forbi. Vi bliver glade hver gang. Det tager lige et stykke tid at vænne sig til, at det nok kan virke lidt uhøfligt at gå i sine egne tanker. Her er man altid opmærksom på sine medmennesker.

Overnatning

På de to første uger har vi allerede prøvet lidt af hvert: Hotel, bed & breakfast og privat indlogering på lodges. Vi vil klart anbefale privat indkvartering (B&B eller lodge) – netop fordi folk er så flinke og hjælpsomme. Man får gode råd, og de fortæller gerne om det lokale, om dem selv, området og små historier. Men lige som med spisestederne er en del mindre hoteller også drevet af private med stor passion. Så også her kan man få en rigtig god og personlig betjening.

Priserne er vel nogenlunde som i Danmark. Vi har indtil videre betalt et sted mellem 500 og 1.000 kr. for et dobbeltværelse. Standarden er god, og indretningen er smagfuld (og personlig).

Internettet er dog som regel ikke noget at råbe hurra for. Nogle steder har vi simpelthen måtte lade være med at bruge det, fordi det er for langsomt. Det kan være ret hårdt for os bloggere (www.everloff.dk).

Vi havde kun 2 uger på Nordøen, og vi synes, vi har fået set meget. Men vi har også valgt meget fra. F.eks. kom vi ikke helt op nordpå, og vi lagde undervejs vores rute om, så vi kørte udenom Gisborne. Hvis man har tid, vil vi klart råde til, at man så vidt muligt har tre overnatninger hvert sted.

Der er dækket op til morgenmad på vores B&B uden for Wellington

Toiletpapiret

Man skal vide, at toiletpapiret er meget, meget tyndt nord på Nordøen. Og så bliver det stille og roligt tykkere, jo længere mod syd man kommer. I Bay of Island i nord er det spindelvævs tyndt. I Wellington i syd er det som det gode fra Irma. Vi er meget spændte på, hvordan det vil være på Sydøen – om vi til sidst skal tørre os i pap og karton.

Toilettet på Downtown Okati

 

anneogglenn

2 Comments

  1. Rigtigt sjovt at “følge” jer – nok også fordi man selv har været mange af stederne… ?
    Glæder mig til lysbilledeshowet ?

  2. Kære Anne og Glenn
    Herligt med disse rejsebreve. Man kan sagtens fornemme den smukke natur og den dejlige mad. Godt det går så godt.
    Var sammen med Ida i fredags. Lige efter hun havde afleveret. Glad og træt.
    Hun,Rohat og Eva kommer torsdag-fredag.
    Har især i dag været glad for bilen da jeg akut måtte til tandlægen. Det meste af en kindtand brækkede af i flere omgange. Nu ordnet uden at blive ruineret. Stor lettelse.
    Jeg har set på et New Zealand kort i dag for at forstå hvorfor I,skulle sejle. Nu forstår jeg. To øer!
    God videre tur. Glæder mig til at høre mere. Kh Eva

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *